Besøg fra Struer
Efter at besøget havde været udskudt et par gange på grund af corona, kunne det nu gennemføres, og det havde vi glædet os meget til. Vi havde aftalt at mødes i Christiansfeld kl. 10, hvor vi fik kaffe "fra bagsmækken". Pæsident Leif Johanneson bød velkommen og Lars Andersen fra Brødreenighedens ældsteråd mødtes med os på kirkepladsen. Vi gik ind gennem kirkesalen, hvor organisten øvede på orglet, da der skulle være orgelmatiné kl. 11. I den lille kirkesal fortalte han om Brødremenigheden og det, der var det særlige for menighedens liv, gudstjeneste og teologiske vægtlægninger. Derefter gik vi gennem byen med små ophold, hvor der blev fortalt om de særlige forhold, som menigheden levede under og udfoldede sig på. Vi besøgte kirkegården "Gudsageren", hvor der ligeledes blev fortalt og svaret på mange spørgsmål. Det var rigtig dejligt at få et indblik heri, for det er noget helt andet end blot se se byen som UNESCO-seværdighed.
Derefter kørte vi til Sognehuset ved Gl. Haderslev Kirke, hvor vi spiste frokost, og hvor der blev udvekslet erfaringer fra vores to klubber. I pausen kunne man se Gl. Haderslev Kirke eller Damparken. Vi fik kaffe med hjemmebagte kager inden vi kørte op til Loppetanken, hvor der blev fortalt om vores arbejde. Inden vi tog afsked, blev der serveret en portion suppe at køre hjem på. En dejlig dag var forbi, og vi glæder os over, at det nu endelig lykkedes at mødes. Tak til Struer-klubben for besøget!
Billederne i højre kolonne har vi modtaget fra Vagn Olsen fra Struerklubben.